Faglig tilgang
På Elverhøj er KRAP (Kognitiv, ressourcefokuseret og anerkendende pædagogik) vores grundlæggende pædagogiske tilgang. KRAP danner fundament for vores måde at forstå, møde og støtte den enkelte beboer i hverdagen.
KRAP er en pædagogisk metode, der bygger på konkrete redskaber, systematiske refleksioner og en anerkendende tilgang.
På Elverhøj arbejder vi med KRAP, fordi det er en tilgang, der skaber anerkendende relationer og gør det muligt for beboerne at føle sig set, mødt og forstået. KRAP giver os konkrete redskaber til at arbejde systematisk og refleksivt med hver enkelt beboers udvikling. Metoden understøtter både personlige, sociale og kognitive kompetencer og hjælper beboerne til øget selvstændighed, trivsel og mestring i hverdagen. KRAP skaber samtidig et fælles sprog og en tydelig retning i det pædagogiske arbejde, så vi som medarbejdere arbejder ens og målrettet.
Udover KRAP arbejder vi på Elverhøj ud fra Low Arousal.
Low Arousal er en konfliktnedtrappende og stressreducerende tilgang, som handler om at skabe ro, hos den enkelte beboer og de situationer de befinder sig i. Når en beboer bliver presset eller overbelastet, er det medarbejdernes ansvar at mindske kravene og støtte beboeren i at genfinde kontrol og overblik.
Low Arousal handler grundlæggende om at møde beboerne med respekt og ro, så vi kan nedtrappe svære situationer og fastholde fokus på relationen frem for konfrontationen.
Ved at bruge disse to tilgange i vores pædagogiske fundament, kan vi skabe en hverdag med tydelig struktur og et miljø med så få stressfaktorer som muligt.